Enough – et smykkemærke med en mission

Helle Østergaard er grundlægger af Enough As. Enoughs design er dansk, men håndlavet i Indien med masser af kærlighed. Universet af smykkerne er farverige, som består af blandt andet halvædelstene, sølv og 18 karat forgyldt sølv. Hvorfor dette smykke brand passer godt ind i Butik Gejst er fordi, at det er et unikt design som også har en historie at fortælle, og som gør noget godt for andre – “The brand mission is to create something unique that through its success can help people with a better livelihood”.

Helles ide til Enough var ret tilfældig – hun har arbejdet i modeindustrien i mange år, og derfor rejst meget rundt i Indien som indkøber af læder. Efter 15 år ville Helle gerne prøve noget andet, og besluttede sig for at rejse rundt i Indien igen nu som turist, fordi hun gerne ville se alle de seværdigheder og ikke bare hotellerne – Indien gav Helle på det tidspunkt det hun havde brug for. Inden længe stod Helle i en krystal butik, og Enough blev til.

Helle er inspireret af farverne og smykkerne, som findes i Indien, og synes derfor vi nordboer også skulle have glæde af dem.

Missionen at skabe noget unikt, der gennem sin succes kan hjælpe de folk i Indien, som producerer smykkerne til at få en bedre hverdag – man kan sige noget der gør en forskel i verden. Derfor er den personlige relation til leverandørerne vigtig, så de får lige så meget ud af det som hende. Derfor vælger hun sine leverandører med omhu, så hun vælger ikke den første og bedste til at kreere sine smykker. Eksempelvis har hun gang i nye projekter med kimonoer, hvor hendes leverandør er en lille familieejet systue. Helle vælger den familieejet systue, fordi at hun netop kan se det gør noget godt for dem, og samtidig gør de noget godt for hende.

Så endnu en gang, med Helles mission passer Enough brandet perfekt ind i Gejst. Der er en form for bæredygtighed, retfærdighed og historie til, og så er smykkerne jo bare SÅ flotte. I butikken finder du fingerringe, øreringe, halskæder, armbånd og armringe fra Enough – måske kimonoerne snart også kan findes? 🙂


Relove and Roses

Butik Gejst, som du nok ved, går ind for genbrug, det bæredygtige og upcoming design. Jeg elsker de ting, som giver mening, og der har en historie at fortælle. Det er spændende, interessant, og jeg elsker når folk har historier at fortælle – og hvis man kan overføre det til tøj, synes jeg bare det bliver endnu federe. Derfor passer Relove and Roses perfekt ind i butikken. Relove and Roses er grundlagt af Mia Staunsager. Mærket består af sindssygt fine “genbrugs” kimonoer, hårbånd, make-up tasker, tasker og puder, der bliver syet af smukke indiske vintage silke- og bomuldssarier og silke fra japanske vintage kimonoer. Derudover findes der også perlearmbånd af fine glasperler, lavet af kvinder i Nepal. Alt er unika upcycling, genbrug og vintage – enten i deres oprindelige form eller omdannet til nye ting. I Gejst finder du et udvalg af kimonoerne, hårbånd, armbåndene, make-up taskerne og puder.

Min praktikant Pia Vestmar har lavet et interview over telefonen sammen med Mia, så I også kan se hvad Mia laver, tankerne bag Relove and Roses, og alle de andre spændende ting, der er at fortælle:

Tanken bag hele Relove and Roses er genbrug – genbrug af alle de smukke materialer og kreationer der rundt omkring i verden – “der er så mange ting i verden i forvejen, at vi lige så godt kan genbruge det”. Mia er fascineret af historien, som et stykke tøj kan have – det har været vidne til andres liv og traditioner, og at en ny kvinde vil købe det, glædes over det og fortsætte historien. Først startede kreationerne af hårbåndene, og derefter kom alt det andet til.

Mia designer selv alle de ting som er lavet i Danmark og Indien. Vintage tingene, hvor det bl.a. kan være japanske kimonoer, uzbekiske kåber, vietnamesiske tribal jakker, køber hun hjem og ofte bruges de som de er. Nogle gange skal de repareres lidt eller sy en lomme på eller andet, men oftest sælges de videre i deres oprindelige form.

 

Jeg spurgte desuden om, hvordan Mia ellers bruger genbrug selv i sin hverdag, og hvordan hun gør verden opmærksom på, at genbrug er noget alle burde gøre. Hertil kom svarene ud om, at loppemarkeder er et hit hos Mia, og hendes familie – her finder hun fx alt sit tøj selv, mikser det sammen, og mikser det også nogen gange sammen med de kreationer, som hun selv sælger/designer. Mia har altid gået på loppemarkeder, og har forsøgt at føre genbrugs genet videre til sine børn, fordi hun også vil vise dem, at det vigtigt og smart for verden – igen driver genbrugstanken hende. Børnene har altid enten fundet legetøj, tøj, og hendes 23-årige datter er også blevet en flittig bruger. Det er noget, som Mia er stolt af, og håber det går videre.

Mia har forstået det – genbrug er fedt og bæredygtigt for os alle sammen!

Historien bag Gejst

D. 19. april 2015 slog Butik Gejst dørene op for første gang, og jeg havde mega store sommerfugle i maven og et kæmpe smil på læben – Sommerfuglene er nu blevet til en daglig fornøjelse, og det store smil har jeg stadig.

Jeg er ofte blevet spurgt om, hvordan jeg fik idéen til butikken – og for at være ærlig, så er det godt nok svært lige at sige hvordan præcist…. Idéen havde så længe ligget og boblet og spiret, at den bare var nødt til at blive gjort til virkelighed – og jeg ku´ bare ikke lade være!

Butik Gejst er således udsprunget af en drøm og en idé om at skabe et sted med sjæl, historie, kant og overraskelser, tid til refleksion og plads til grin samt massevis af lækkerier til dig selv og dit hjem. I butikken finder du derfor nyt design fra talentfulde upcoming designere og kunstnere, håndplukket og nøje udvalgte retrofund, en smagfuld kjole- og stillet byttehandel, skønt secondhandtøj samt en café, hvor du kan nyde din kaffe og finde et lille varieret udvalg af sødt dertil.

Udover min ambition om at skabe en cool og nytænkende butik fyldt med lækkert til ham, hende og boligen, så er jeg optaget af at gøre butikken til et særligt sted med plads til refleksion, gode snakke og grin, udveksling af både historier, ideer og tøj. Og måske der på baggrund heraf opstår nye ideer, fællesskaber og netværk. Føler kunderne de har fået en god oplevelse – og går de glade ud af døren – så er min mission lykkedes.

I butikken vil du til dagligt møde mig – men da butikken er blevet et familieprojekt, så kan du
også ofte møde min mand Palle og vores to piger.
Jeg byder dig hermed hjertelig velkommen til Butik Gejst – vi ses!

Mange hilsner Sofie

Kirstine Falk

Illustrator Kirstine Falk:
Det hele behøver ikke være så alvorligt!

Det er så svært at skrive om sig selv. For mig er det især ikke nemt – jeg er nemlig ordblind.
Derfor har jeg lagt mine ord i hænderne på mit agentur, The Danish Sales Agency.
Take it away!

 

Kirstine Falk er en som en lille tornado af krøller og ord, begejstring og inspiration. Hun forstår at indtage et rum uden at dominere det. Hendes udstråling er noget helt specielt
og hun taler med hele kroppen, mens hendes ansigt skifter mellem dyb alvor og fjollede grin. Hun bevæger sig hurtigt og når hun fortæller, er det tydeligt, at hun tænker i billeder,
som hun prøver at give videre med ord. Men ordene må give fortabt, for det er igennem hendes illustrationer, at Kirstine virkelig fortæller historier.

Kirstine Falk bor og arbejder i Aarhus, hvor hun har tegnestue hos Interiørfabrikken, som også sælger hendes illustrationer. Hun er uddannet beklædningsdesigner fra Moteskolen Esmod i Oslo og har i mange år arbejdet med maleri og grafik. Hun er specialiseret i håndtegning med blyantstreg, som hun har kombineret med gouache og akvareller.
Tidligere har hun arbejdet med akryl og kollagemalerier, inden hun kastede sig over illustrationer, som hun har fokuseret på de seneste to år.

 

Illustrationer med historier og holdninger

Kirstines værker spænder meget bredt. Fra farveeksplosioner til sarte aftryk af akvareller og helt over i en anden verden, som består af stregtegninger, der leger med lys og skygge i sorte og grå skraveringer. Alt sammen stadig med en streg, der er tydelig og genkendelig. En balancegang, som hun hele tiden leger med og udfordrer. Man skal genkende Kirstines illustrationer – også når hun afprøver noget nyt.

Hendes univers er barnligt og fornøjeligt, men samtidig også surrealistisk og underfundigt med en alvorlig side. Effekten afhænger af, hvem man er og hvordan man vælger at se det. Ligesom med H.C. Andersens eventyr. ”Det hele behøver jo ikke være så alvorligt, man skal ikke tage alting så seriøst. Man må gerne grine af mine ting og glædes over dem, men man må også godt se, at de er tvetydige. Der ligger jo en historie bag.”

Netop det at fortælle en historie, er det Kirstine stræber imod og glædes ved. Selve det at skabe noget gør hende glad. I sin tid gik hun fra malerier til illustrationer fordi det var nemmere at få historien frem i illustrationen. Kirstine lader sig inspirere af alt fra farver til fotografier, som hun bruger på moodboards og kollager. Nogle gange får hun lyst til at bruge en bestemt farve og så kommer der en historie og et billede ud af det.

 

Alting kan være inspiration

Da jeg spørger Kirstine, hvor hun henter sin inspiration, siger hun, at den kommer alle steder fra. Kreativiteten er der hele tiden og derfor har hun en notesbog, som hun skriver
ideer ned i. Den kan hun tage frem og arbejde videre med:

Nogle ideer skriver jeg ned. Andre gange står der et billede og en historie helt klar for mig. Jeg kan se den og så sætter jeg mig ned og tegner. Andre gange er det noget jeg tænker meget over, før jeg overhovedet tegner en streg” siger Kirstine.

Som hun selv forklarer det, så kan det hele starte med en idé, som er opstået ud fra noget, som er meget oppe i tiden, hvad end det er trends eller problematikker, som viser sig i samfundet: ”Så går jeg længe og tænker over det. Ser det fra flere vinkler og udvider perspektivet. Meget af processensker i mit hoved”.

 

”Alt hun ville var at danse” er opstået ud fra Kirstines tanker omkring den debat, der er omkring kroppen og det perfekte. Vi snakker enormt meget om træning og vægt, men også om at have lov til bare at være mennesker. Det er sådan danse-damerne er blevet til. Med fyldige former og kraftige lår, men også med små fødder og elegante bevægelser. De ser helt afslappede ud, mens de svæver omkring med deres tunge kroppe. De er en kommentar på netop den diskussion, for de er jo perfekte som de er. Billedet er også i fint samspil med titlen: alt hun ville var at danse – ikke diskutere, hvordan hun ser ud, mens hun danser.

 

 

Kirstines værker er både til børn og voksne. Det handler altid om øjnene, der ser. Kirstine laver aldrig mere end 100 eksemplarer af hver illustration, hvilket gør værkerne til limited editions. På den måde er der altid plads til nye ideer og dem, der har en Kirstine Falk illustration hængende, har en garanti for, at deres billede er noget helt specielt.